I dag er det et kendt matra at "Alt hypnose er selvhypnose", fordi man har erkendt at hvad end en hypnotisør siger, er det din respons på hans kommunikation, der medfører hypnosen. Denne sektion af siden er dog ikke en redegørelse for, hvordan du responderer på hypnotisørens ord. Nej det er derimod en sektion af siden, der har til formål at fremme kendskabet til det at hypnotisere sig selv. For du kan hypnotisere dig selv.

Hvorfor skal man så gå til en hypnotisør, når man kan hypnotisere sig selv? Det spørgsmål er blevet besvaret af flere hypnotisører på den måde, at folk har en tendens til at tillægge deres egen stemme mindre autoritet, og derfor er responsen ikke lige så god. Jeg tvivler lidt på, at det er årsagen, men mener snarere at det kan have noget at gøre med, at man ikke har den samme erfaring og træning i hypnosen. Derved vil man muligvis gribe sit problem forkert an, mens en hypnotisør har træning i at håndtere forskellige situationer. Det forekommer også svært at forestille sig, at man kan udføre terapi på sig selv - og endnu sværere - at man kan gøre det i hypnose.

Der findes dog mennesker, der responderer utroligt godt på direkte forslag, hvorfor terapi slet ikke er nødvendigt. For disse mennesker kan selvhypnose vise sig at være et værdifuldt værktøj. Men men men, ALLE kan have glæde af at kunne gå i hypnose. Mange mennesker mener man lærer bedre i trance, og at man slapper mere af i trance, og sidst men ikke mindst er det fantastisk godt at træne selvhypnose INDEN man tager til hypnotisør. For som det tidligere fremgik er det selve terapien man gerne vil betale for. Jo mindre tid hypnotisøren skal bruge på tranceinduktionen, jo mere tid er der til terapien.

Hvordan gør man så? Jo der findes et væld af teknikker, som er mere eller mindre avancerede og kræver mere eller mindre tid. Her på siden vil jeg præsentere forskellige teknikker, så du kan prøve at blive hypnotiseret af dig selv. Kigger under punktet "Teknikker" i menuen, og find den der passer bedst til dig.